Hanne Schmidt
Hanne Schmidts interiørmalerier er handlingsmættede og stemningsfyldte trods deres åbenlyse mangel på et egentligt narrativ. Trapper, gange og rum står mennesketomme hen og forfaldet er et gennemgående tema. Livet har sat sit aftryk. Alligevel hersker her en helt særlig æstetik; en art ”Perfect imperfection”.
Den særlige æstetik, der tager sit udgangspunkt i, hvad man bedst kan beskrive som ”det uperfekte” (vel at mærke på den helt perfekte måde) kan bedst indfanges ved en sammenligning med sin modsætning: Det perfekte. Det perfekte er et afsluttet hele. Her kan hverken trækkes fra eller lægges til. Det perfekte er selvtilstrækkeligt, lukket og når sandheden skal være sagt også en anelse kedeligt.
I det uperfekte finder vi derimod definitionen på selve det at være menneske. Det uperfekte er uafsluttet, foranderligt og søgende. Det er netop den stemning, der hersker i Hanne Schmids interiørs. Hendes værker virker som sindbilleder, der pirrer fantasien og får os til at stille spørgsmålet: Hvad ville væggene sige, hvis de kunne tale? Så træd indenfor, gå på opdagelse, far vild og lad dig forføre af skønheden i det uperfekte.
Hanne Schmidt har siden 2010 været at finde på landets mest anerkendte censurede udstillinger. Hendes interesse for interiøruniverset begyndte egentligt med en undersøgelse af bygningskroppens ydre. Siden flyttede hun sit fokus til det indre i såvel valg af motiv som stemning.
Uddrag fra kunstanmeldelsen, Rum ladet med spændinger og fortællinger:
Hanne Schmidt er helt og holdent sig selv. Koloritten kan være afdæmpet og jordfarvet, men der er i hendes malerier altid større eller mindre passager af lyse funklende farver. Hvor Hammershøi arbejdede ud fra de klassiske perspektivregler, bryder Hanne Schmidt med disse og skaber billeder, hvor perspektivet tilter, så kompositionen på surrealistisk vis kommer i ubalance og man næsten fysisk bliver svimmel. På samme måde viser hun, at hun er et barn af sin tid ved at skabe punkter i billedet, som er helt fladebetonede og todimensionale og dermed får en abstrakt funktion i det ellers figurative maleri: et rødt rektangel på en trappeopsats, gule og røde udtrukne skuffer, rillerne på en radiator og de bølgende arabesker på gulvkakler og loftsdekorationer, som er helt skønvirkeagtige.
Når Hanne Schmidts malerier føles så dynamiske og spændingsfyldte, hænger det sammen med hendes brug af formelle modsætninger: mellem det figurative og det abstrakte, det tyndt malede og det tyktflydende pastose, mellem nøgne rum og ophobninger af ting, mellem jordfarver og glødende kulører og mellem ”normalt” perspektiv og skæve og surreelle forskydninger af samme. At få denne stærke dynamik til at fungere, så det hele ikke bliver forvirret og diffust, kræver, at man har tungen lige i munden og kan sit kram som maler. Det kan Hanne Schmidt. Det er derfor, det er en så stor fornøjelse at betragte hendes på én gang harmoniske og spændingsladede rum.
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands-Posten, redaktør af Kunstavisen
