11.11 - 05.12 Mads Hofmann / 3KOMPONENT

MALERI, PROSA OG LYD FORENES I MODERNE "GESAMTKUNSTWERK" 
Han har et kraftigt sort skæg. Blå øjne. Om halsen er Dannebrog svøbt. Værket toner langsomt frem på væggen i takt med at lyset intensiveres. I højtaleren en nyfortolket version af  "Der er et yndigt land", hvor der er gjort plads til Allah. Værket hedder "Patrioten" og består foruden det fysiske maleri af tilhørende digt og lyd. Det er en kommentar til de mange danske muslimer, der passer deres job, føler sig som danskere og ser Dannebrog som deres flag forklarer Mads Hofmann -  den ene del fra kunstnertrioen 3KOMPONENT. Ifølge 3KOMPONENT tager den evige opdeling mellem dem og os, mellem muslimer og kristne, slet ikke højde for de mange kulturmuslimer, der deltager i samfundet på lige fod med millioner af andre. "Vi er meget glade for Bjørn Nørgaards ord om, at "kunst skal vise samfundet, som det i virkeligheden er.” For det er præcis det, vi vil med værket. Vise en dansk muslim, der er netop begge dele: Dansker og muslim"  forklarer Mads Hofmann.

Et andet værk handler om en midaldrende mand, der har mistet sin far og efterfølgende indser, at han nu er den næste i rækken. Værket, hvis tilhørende digt speakes af Emil Simonsen fra Suspekt, har haft over 25.000 visninger på nettet. "Det er jo helt fint med meget subtil kunst, hvor beskueren selv må tolke det ind i det, han/hun vil. Vi ønsker blot at være mere tydelige, tage stilling og faktisk mene noget". 
 

KUNSTNER-TRIO VIL RE-DEFINERE GALLERIBESØGET
Den kulturelle overklasse med et glas bobler i hånden og anerkendende nik mod et kunstværk, typisk olie på lærred. Sådan har gallerier i årtier holdt ferniseringer. Men det vil kunstnertrioen 3KOMPONENT nu ændre på. "Det handler om at folde værkerne ud. Gøre dem større og mere levende for dermed at gøre oplevelsen større og mere levende" forklarer Mads Hofmann, der i en årrække har solgt godt af sin graffitibaserede portrætter af arketyper i vores samtid. Mads Hofmann har nu allieret sig med digteren og filmmanden Joachim Hoxha Nielsen, der har fået frit spil til at skrive digte i form af korte essays til Mads Hofmanns værker. 

"Det er en utrolig fed skriveproces at se på et værk, længe, og så prøve at sætte sig ind i, hvad personen i værket tænker. Hvordan han/hun ser på verden. Hvad hans eller hendes værdisæt er " fortæller Joachim Nielsen.
"Det er selvfølgelig ikke en endegyldig fortolkning, men derimod en mulig fortolkning af værket Joachim laver" fortæller Mads Hofmann, der glæder sig som et lille barn, hver gang Joachim Hoxha Nielsen sender et af sine digte til ham: 
"Noget har jeg selv tænkt på. Andet er helt nyt for mig selvom jeg så, pludselig, sagtens kan se, at det jo er i værket. Lige der."

Tredje mand i kunstnertrioen er komponisten Jesper Vestergaard, der også har frie rammer, når han skal finde lyd og tone til værkerne: "Jeg får Mads’ værk og Joachims digt som speak, hvor vi bruger både amatører, professionelle speakere og skuespillere, og så går jeg i gang. Det er en vild proces at sætte musik til et kunstværk og en speak. det er helt nyt for mig og jeg får brugt kreative sider, jeg slet ikke troede, jeg havde." forklarer Jesper Vestergaard. 
Når man køber et af 3KOMPONENTs værker, får man digtet og musikken med via en QR kode. QR koden scannes og værkets musik kan herefter afspilles. 

"Gallerigæsterne kommer til at sidde på en stol i mørket. Så starter musikken og langsomt lyser et spot værket op. Tone for tone." fortæller Joachim Hoxha Nielsen. Metoden er inspireret fra filmbranchen: "En film er som en gave, man skal åbne op. Man folder den ud lag for lag, og langsomt tager handlingen form. Man får ikke det hele smidt i ansigtet fra første sekund. Det er dét princip, vi vil bringe ind i galleriverdenen" afslutter Joachim Hoxha Nielsen.

Szhirley, Emil Simonsen, Thomas H (Vært på P1), Mille Sjøgren, Barbara Moleko, Julie Ølgaard og Ellie Jokar er blandt speakerne.

Da fernisering foregår som en event, vil et begrænset antal billetter bliver udbudt her på siden op til udstillingens åbning. Når man ikke at deltage på ferniseringsaften, afholdes der yderligere en eventaften torsdag 15. april. Information følger.
Baren holder åbent under hele ferniseringen.