24.09 - Fernisering "Orden & Kaos" Rikke Bjørn og Christian Gundtoft

Et kunstnerisk møde mellem Rikke Bjørn og Christian Gundtoft 

17.00 - Velkomst og artist talk 

"Vi er alle produkt af den tid vi lever i. I disse år tales der om begreber som opmærksomhedsøkonomi, informationsoverload og stress som en folkesygdom. Det moderne menneske skal dagligt forholde sig til indtryk fra en endeløs række af sociale og digitale medier, der alle kæmper om opmærksomheden. For nogle kan den konstante stimuli gøre det svært at holde koncentrationen og bevare nærværet. Kampen om opmærksomhed er en naturlig udløber af et samfund, hvor den der formår at råbe højest og tiltrække sig mest opmærksomhed får salget. Hvad end man sælger et produkt, et koncept - eller måske ligefrem sig selv som et koncept på egen youtube-kanal, på Instagram eller måske endda som kunstner? Men hvad gør den store informationsstrøm egentlig ved os som mennesker? Hvordan formår vi at bevare os selv og de værdier, vi sætter højest, når vi til stadighed lokkes, distraheres og slås ud af kurs? Måske er det ikke præcist disse overvejelser Rikke Bjørn og Christian Gundtoft gør sig, når de udøver deres kunst. Men deres værker kan - bevidst eller ej og på hver deres måde - ses som i lyset af tidsånden.

Hos Rikke Bjørn ser vi orden - sirligt, minutiøst og nogle gange skræmmende perfekt. Indenfor hver eneste ramme hersker der en harmoni af farver, linjer, rytmer og strukturer. Man slapper af, nyder farvernes skønhed og måske at verden et øjeblik giver mening, går op og falder i hak. Det er det autonome værk, der hviler i sig selv uden synlige referencer til verden udenfor. Man kan lade øjnene og sindet hvile, og blot nyde. Her er der brugt tid, og også denne viden er en nydelse. For tid er ofte en mangelvarer og derfor en luksus. Kunst er noget af det eneste i verden, der ikke er effektivt, og det i sig selv kan jo give en rigtig god fornemmelse i maven. På den måde kan Rikke Bjørns værker ses som en tiltrængt og meditativ helle, en nærmest insisterende orden i en ellers kaotisk verden.

Hos Christian Gundtoft er der en mere direkte forholden sig til og favnelse af kaoset. Her ses verden i flimrende fragmenter - måske sådan som vi ofte oplever den. Men værkerne bindes stadig sammen af en rolig og stram farveholdning i hvert enkelt fragment, inden det hele fortaber sig i abstraktion. Det er som at dreje på et kalejdoskop - først kan det føles en lille smule forvirrende, men opstår der pludseligt et mønster og øjet finder ro. Deri opstår netop det spændingsfelt mellem orden og kaos, der giver Christians værker kant og dynamik.

Ved at udstille Rikke og Christian værker side om side, forsøger vi at formidle to kunstnere, der på hver sin måde men med lige stor relevans, forholder sig til den samtid, de er en del af."

Kaffe, vin, øl og vand samt lune paninis og snacks kan købes i kaffevognen L'Ârret udenfor og må gerne medbringes og nydes i galleriet.

Fernisering efterfølges af performance koncert med Linebug kl. 19.00. Du kan læse mere om koncerten her.