Christian Gundtoft

Artist Statement, Christian Gundtoft 

Tidsånden leder os igennem en mærkelig periode, normer og koncepter forekommer flygtige som aldrig før: fake news, personaliserede social- media-vægge og ikke mindst en stigende tendens til at sætte spørgsmålstegn ved selve den objektive virkelighed. Det er som om, at virkeligheden er blevet splittet op i et væld af underopdelinger, et spektrum om man vil, som man kan abonnere på alt efter temperament. Vi står angiveligt på tærskelen til den “post-faktuelle” tidsalder. Men hvordan kan vi udveksle komplekse oplevelser og idéer, hvis vi ikke engang kan blive enige om grundreglerne? Vil vi i fremtiden skulle vælge vores virkelighedsmodel på samme måde, som vi pt vælger imellem PC eller MAC? Og hvad sker der, når man begynder at identificere sig så meget med sin valgte model, at man glemmer, at det blot er en model? 

Foran et kunstværk er vi frie. Her er det ikke skamfuldt at give slip på sin indledende overbevisning - det betragtes derimod ligefrem som en særlig begavelse at kunne vriste sig løs fra sin umiddelbare tolkning og kunne se et givent værk fra sin medbeskuers perspektiv. Man leder pludselig begejstret efter det, den anden ser - for derefter at se, om man kan få den anden til at se det, man selv så. Ens perspektiv er ikke syltet ind i fortid, identitet, politisk overbevisning osv. Derfor griber man det at skifte perspektiv anderledes an. Man anerkender, at der kan findes flere måder at anskue samme sag på, og det tror jeg er noget af det vigtigste, vi kan lære. 

Jeg forsøger med mine malerier og tegninger at tydeliggøre virkelighedens dynamiske aspekt. Billederne opstår gennem en lag- på-lag proces, hvor et mylder af historier afløser hinanden og til sidst skaber en mosaik med så mange ind -og udgange, at man i sin søgen efter motiv højest kan tale om midlertidige fortolkninger. Jeg stræber efter at ramme det punkt, hvor man som beskuer kommer i tvivl om hvorvidt billedkunstneren skaber et givent motiv “med vilje” - eller om det er noget, man selv forestiller sig. På den måde bliver man også potentiel medskaber af værket, og det er, som jeg ser det, noget af det fornemmeste, man kan håbe at opnå som kunstner. Alle malerier er udført i højpigmenteret akrylmaling på kvalitetslærred. 

Læs Coboboblogs portræt af Christian Gundtoft her 

Se interview med Christian Gundtoft i forbindelse med hans udstilling "Orden & Kaos" her.