"Lost in the Clouds" solo af Ole Terslųse, DK - 7 - 30 April 2018

Når englænderne siger, at man er “Lost in the Clouds”, er man forvirret eller magtesløs i forhold til en problemstilling, man ikke kan overskue. Ole Tersløses billedserie af samme navn, der nu udstilles på Ros Gallery, består af en række store, computeranimerede billeder. Som gennemgående motiv viser værkerne børn i situationer, de ikke kan overskue, og som resulterer i en form for eksistentiel forvirring hos dem. De nøgne drengebørn i Tersløse’s værker er på engang nye skikkelser i kunsten, men trækker også på en lang tradition bagud. Den nøgne krop findes i hele kunsthistorien, computeranimation og 3d-print er nyt. Tersløse forbinder det klassiske og det moderne. Traditionsdannelserne udfordres af det “foruroligende nye”.
 

Vitalismen

Noget af det, der kunne trækkes frem fra traditionens gemmer i forbindelse med Tersløses billedunivers, er vitalismen - en tendens i perioden omkring 1890-1940. Vitalismen er ikke nogen egentlig stilretning, men en holdning, der påvirker både naturalister, symbolister, impressionister og andre med sin dyrkelse af natur og menneske, krop og sundhed, legemsdyrkelse og sport.

Vitalismen kan ses som en reaktion mod industrialismes knægtelse af kroppen og dens frie udfoldelsesmuligheder, både efter de gamle grækeres olympiske idealer og en moderne opfattelse med udgangspunkt i Friedrich Nietzsche. Hellenerne på Refsnæs med bl.a. maleren Svend Hammershøi, der desuden ytrede sig i programmatiske manifester, er en af de veje, retningen gik herhjemme. Den optrådte især i billedkunsten, men også i litteraturen hos Thøger Larsen, Andersen Nexø og Johannes V. Jensen. Og i musikken, eksempelvis i Carl Nielsens Helios Ouverture (1903). Der var dog ikke tale om nogen isoleret, dansk retning, da den har paralleller i Italien (futurisme), Tyskland og det øvrige Norden, især hos den sene Edvard Munch.

Vitalismen er en kulturstrømning, der i modsætning til mekanistiske og rationalistiske tankemodeller dyrker en metafysisk eller i det mindste en ikke-materiel livskraft, der gennemstrømmer den synlige natur, men som i modsætning til, hvad der er tilfældet i romantikkens panteisme, ikke peger på en guddom hinsides naturen. Opfattelsen af denne livskraft er præget af  dynamik og voldsom energi og kan endog sammenfatte modsætninger som liv/død og godt/ondt. Og det er her i disse kontraster, at Tersløse bygger videre på vitalismen.
 

Vitalismen hos Tersløse
I “lost in the Clouds” spilles modsætningerne konsekvent ud mod hinanden. Det er det uskyldige rene barn, der smadrer æg. Det er det lille skrøbelige, nøgne barn, der får paddehatteskyen til at folde sig ud. Det er modsætningerne, der er på spil hele tiden, men samtidig det nøgne barn, der altid er i centrum. Nøgenheden, er, som i vitalismen, det rene og det uskyldige, men hos Tersløse er der mere på færde, for børnene er næsten altid destruktive. Nøgenheden vidner både om skrøbelighed, men viser os også et “arketypisk” menneske, der uden beklædningsgenstande er uden for tid og rum. Hos Tersløse er nøgenheden imidlertid også altid råheden, det primitive, det vitale.
Som nævnt i indledningen er Tersløses børn fanget i situationer, de ikke kan overskue, og som resulterer i en form for gennemgribende forvirring hos dem. De er derfor “lost in the 5 clouds” i overført betydning. Men de er det også helt bogstaveligt, for på langt de fleste af billederne opstår forvirringen hos børnene pudsigt nok i deres møde med en skyformation. Det er modsætningerne der mødes, fra skabelse til ødelæggelse, her især med fokus på æggene. Ud over billedet med den uskyldige - men også rasende - dreng, der smadrer æg, indgår der på udstillingen også en skulptur ved navn “Genius Loci” (Stedets ånd). Skulpturen viser et barn, der tilsyneladende har fundet hvile i sin meditationsproces, men foruroligende bærer et halvt ituslået æg som en form for maske, der skjulerhans ansigt. Ægget er altid en skabelsesberetning, men her ender den i sin modsætning i form af tilintetgørelse. For en umiddelbar betragtning har det mediterende barn fået ro, men ægget, der er brudt forneden, så han kan tage det på som en hjelm, antyder, at der også er aggressive og destruktive kræfter på spil. Måske er han som en menneskelig gøgeunge kravlet op i reden og har slået fugleungerne ihjel for selv at få et revir eller et “sted”, hvor han kan dyrke det åndelige? Tvivl og usikkerhed Ole Tersløse spiller konsekvent på beskuerens tvivl og usikkerhed. Hver gang, man tror, at man forstår pointen i hans billedkunstneriske spil, udfordrer spillet os på en ny måde. “Reglerne” bliver hele tiden omformuleret til trods for kunstnerens enkle og afklarede billedsprog. I Tersløses vitalisme støder modsætningerne derfor hele tiden sammen i absurde scenerier, der unddrager sig en endegyldig fortolkning og et entydigt budskab.
Troels Laursen - www.troelslaursen.dk

 


{{amount}}